Byggestenene til et innovativt mindset

February 27, 2017

 

Virksomheder får jævnligt tudet øerne fulde af, at de skal være innovative og skal kunne disrupte markedet, hvis de vil eksistere i fremtiden. Men det som mange glemmer at understrege, er at innovation kræver et bestemt mindset. Innovation er lige så meget en måde at tænke på, som det er nogle bestemte metoder og værktøjer, man bruger til at komme frem til de gode ideer. Her får du indsigt i fem interne faktorer baseret på designtænkning, som skaber grundlaget for en innovativ kultur i din virksomhed. 

 

 

De fem byggesten

Hvis du læste mit sidste indlæg Design som innovationsaccelerator, fik du konkrete designmetoder til, hvordan du skaber innovativ udvikling. Men for at kunne iværksætte disse metoder og aktiviteter, og drage langsigtet værdi af dem, skal du opbygge en kultur, der kan bære dem igennem. Det er nemlig ikke nok bare at ansætte en designer og indføre bestemte designmetoder i virksomheden og tro, at så er I innovative. Derfor får du her indsigt i fem byggesten der er vigtige for at opbygge en innovativ kultur, i din virksomhed, gennem designtænkning. 

 

  • Engageret ledelse: Ingen innovation uden en ledelse, der tror på innovation og ser det nødvendigt at opfordre medarbejderne til at tænke ud af boksen. Hvis ledelsen ikke er åben, lyttende og støttende omkring behovet for nytænkning, så har innovation trænge kår. En anden vigtig ting er, at ledelsen sætter tid, ressourcer og penge af til at der kan være plads til kreativitet og nytænkning blandt medarbejderne. 

  • Videndeling: Et væsentligt element i innovation er at dele viden. På den måde kan du få øje på ny viden og orientere dig i nye retninger, som kan være med til at danne grundlag for nye udviklinger. Det handler om, at du skal skabe en kultur for videndeling; du skal stille de rette værktøjer til rådighed og skabe en platform for det. Vær især opmærksom på, at arbejdsrummet og visuelle input kan være med til at skabe en videndelende kultur.

  • Tværfaglighed: Ved at samarbejde med mennesker med forskellige kompetencer og synspunkter, sikrer du nye tanker og ideer af langt højere kvalitet og med et mere succesfuldt resultat. Dan teams med forskellige fagligheder og samarbejd på kryds og tværs internt i virksomheden. Tænk også på, hvordan personer udenfor virksomheden kan være med til at lære fra sig og inspirere jer.

  • At lytte til brugerne: Et af de vigtigste redskaber, du kan tage fra designtænkning, er at lytte. Hvis du tager dig tid til at lytte til brugerne, vil du oftest finde inspiration og svar på mange ting i forhold til fx udvikling af nye produkter og services. Hvis det er optimering af processer eller andet internt, er det dine medarbejdere, du skal lytte til. Ved at lytte, forstå og handle i forhold til den viden, du har fået gennem brugernes input, har du mulighed for at skabe bedre og mere innovative produkter, ydelser eller processer. 

  • Fleksibel proces: Mange virksomheder benytter sig af lineære processer eller stage-gate processer, men problemet med dette er ofte, at de ikke kan gå tilbage i processen. Indenfor designtænkning er den fleksible proces essentiel, da den indbyder til mere kreativ tænkning og muligheden for at gå frem og tilbage i processen. Fordelen ved det er, at du kan tilpasse processen undervejs til de input og muligheder, der kommer, og derved skabe bedre løsninger for din virksomhed og dine kunder.

 

Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at du kan lære rigtig meget af designerne selv. Prøv at tænke som en designer. Designere er nysgerrige, ser muligheder frem for begrænsninger og finder inspiration i de simpleste ting. De er gode til at udnytte de tilgængelige ressourcer og er lyttende og observerende. Alle de egenskaber, som er nødvendige for at tænke nyt og kunne skabe nye, innovative ideer i din virksomhed. Ideelt set vil det være bedst at ansætte en designer i virksomheden, som direkte kan influere tankegangen.

 

 

Key points

Innovation er en måde at tænke og arbejde på. De fem punkter er essentielle for at du kan etablere en innovativ tankegang gennem designtænkning. Det starter indefra i virksomheden, og jo flere af de fem byggesten du har etableret i din virksomhed, des bedre mulighed har du for at skabe et solidt mindset og en stærk kultur for innovation, kreativitet og udvikling.

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload