Gør dit forarbejde: skaber dit produkt værdi for dine kunder?

April 4, 2017

Der er meget inspiration og hjælp at hente, når du undersøger dine kunder og brugere af dine produkter og ydelser. Brugerundersøgelser er et værdifuldt værktøj, som mange virksomheder overser eller bevidst fravælger, fordi det opfattes som dyrt og besværligt. Faktum er, at det kan spare jer for en masse dårlige beslutninger, der ikke skaber værdi for dine kunder eller din virksomhed. 

 

I sidste indlæg, Test din ide, fik du indsigt i, hvorfor fail fast konceptet er en central del af udviklingsprocessen, og hvorfor det at lytte til og lære af sine brugere er en vigtig aktivitet for at sikre den bedste ide. I dette indlæg får du indblik i, hvordan du undersøger dit marked og dine brugere for at styrke beslutningsgrundlandet i forhold til udvikling af jeres marked, ydelser eller processer. 

 

Undersøg markedet

Vær proaktiv og undersøg dit marked og brugerne forud for udvikling af noget nyt. Mange virksomheder bruger ikke nok tid og penge på at undersøge deres brugere, fordi de tror, det er omfattende og dyrt. De giver op på forhånd, og misser derfor en værdifuld mulighed for at lære en masse om deres marked. Det er muligt at undersøge og nå langt på en dag eller en uge alt afhængig af, hvor stort projektet er, og det glemmer mange at tage med i deres overvejelser. Her er tre områder, som du kan starte ud med at undersøge: 

  • Branchen – bliv inspireret af dit eget brancheområde og af andres. Der kan være tendenser fra andre brancher, der er relevante at inkorporere i forhold til udvikling af din virksomheds produkter og services.

  • Brugerne – både nuværende og potentielle brugere. Det er mest interessant at undersøge de mennesker, der ikke allerede køber dit produkt. På den måde kan du finde ud af, hvad det er, der ikke fungerer ved produktet og få inspiration til tilpasning. Ofte er der ikke brug for at tale med mere end 10 personer for at kunne danne sig et godt billede af, hvad tendensen er. 

  • Teknologisk udvikling – hold dig altid opdateret på den teknologiske udvikling, både indenfor dit brancheområde og generelt. Brancher overlapper nemlig hinanden. Det kan inspirere til nye og uforudsete retninger i forhold til fx nye platforme.

 

Hav fokus på brugerens behov

Hvis du vil have de bedste produkter eller services på markedet, skal du undersøge jeres kunder også kaldt brugere forud for potentielle udviklinger. Omdan de vigtigste informationer fra undersøgelsen til udvikling af fx nye ydelser, tilretning af jeres produktprogram, eller optimering af jeres markedsføring. Formålet er at opnå forståelse for, hvem brugerne er, hvilke behov de har, og hvorfor de køber, som de gør. Dette forarbejde er vigtigt for, at I kan tage de rigtige beslutninger, i forhold til jeres ydelser og jeres forretningsstrategi.

 

Tre måder at få indsigt i brugernes behov: 

  • Fokusgrupper er gode at bruge som forberedende undersøgelser til specifikke koncepter eller til at få sparring og feedback på prototyper eller beta-versioner. 

  • Interviews fungerer bedre til mere dybdegående undersøgelser. De er eksempelvis brugbare til at høre nuværende tætte kunder, hvad deres feedback er på en nye ide gennem en one-on-one session. Man kan også interviewe udvalgte brugere om deres behov indenfor et specifikt område, som din virksomhed planlægger at udvikle produkter indenfor. 

  • Voxpops kan anvendes til at stille tilfældige mennesker spørgsmål, og anbefales hvis der arbejdes ud fra et stramt budget, og hvor man hurtigt vil have indblik i eller feedback på noget specifikt.

 

Key points

Brugerundersøgelser kræver tid og ressourcer, men det er stadig langt billigere, end at søsætte en ide, et produkt eller en proces, der ikke er testet eller gennemarbejdet. Din virksomhed vil få meget værdifuld viden af jeres brugere, hvis I tager jer tid til at lytte og stille de rigtige spørgsmål. Udviklerne skal vide, hvem det er, de udvikler til, ellers så er det som at spille i Lotto. Chancen for gevinst er uhørt lille. Hvis du kender din virksomheds kunder og brugere af dine produkter og ydelser, vil du have meget nemmere ved at ramme plet med nye ydelser, markedsføring og salg. 

 

 

Vil du have hjælp til at forstå dine kunders behov, og bruge den viden til at optimere jeres ydelser? Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer, med netop det.

Skab kontakt!

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload