Styrk din virksomhed og dine medarbejdere med feedback

May 9, 2017

Evaluering og feedback er vigtige metoder til at forbedre samarbejder i teams og den enkelte medarbejders indsats. Men det bliver langt fra prioriteret. Og når det gør, så begår mange den fejl, at de ikke konkretiserer deres feedback til modtageren. Det resulterer i, at modtageren er forvirret omkring, hvad det er han eller hun skal gøre bedre, og i de fleste tilfælde betyder det, at intet bliver gjort.

 

Dette indlæg er det første af to, hvor jeg giver tips til, hvordan feedback kan bruges som et redskab til at øge samarbejdet, forståelsen og kommunikationen mellem virksomhedens medarbejdere. Dette indlæg fokuserer på, hvordan man kan bruge feedback til at fremme den enkelte medarbejders personlige udvikling. I næste indlæg vil der være fokus på at styrke projektarbejde i teams gennem feedback.  

 

 

Håndgribelige metoder til personlig feedback

 

SKS-metoden:

Lige meget om der er tale om personlig feedback og udvikling af den enkelte medarbejder eller der er tale om ledelsesfeedback, så er SKS-metoden ofte nem at gå til. S står for STOP, K for KEEP og S for START. Metoden går ud på at stille disse spørgsmål: 

 

STOP: Hvad skal jeg/du stoppe med at gøre? 

KEEP: Hvad skal jeg/du blive ved med at gøre? 

START: Hvad skal jeg/du starte med at gøre?  

 

Spørgsmålene dækker over både kritik og ros for at opnå brugbar feedback. Så når du siger, hvad folk skal stoppe med, så er det en god ide at kombinere det med at fortælle, hvad de så i stedet skal starte på. Husk at gøre det så konkrent som muligt. Som et tillæg til SKS metoden vil jeg anbefale, at starte med at sige hvad det er, som personen gør godt (Keep), før man adressere hvad det er personen skal stoppe med. Det letter altid samtalen at starte med noget positivt, istedet for noget negativt. 

 

SBI-metoden: 

Det som SKS-metoden mangler, er at gå mere i dybden med det, der er ligger til grund for, at noget skal stoppe eller fortsætte. En metode, der kan supplere SKS-metoden i forhold til dette, er SBI-metoden. Denne metode fokuserer mere på handling og bevæggrunde bag feedbacken og fokuserer på, hvorfor noget er godt eller skidt. S står for SITUATION, B for BEHAVIOR og I for IMPACT. 

 

Metoden går ud på at:

  1. identificere situationen og konteksten

  2. beskrive den konkrete handling, der er årsag til feedbacken

  3. forklare konsekvenserne eller den betydning, handlingen har haft

Denne metode gør det helt konkret for modtageren, hvad de skal ændre og hvorfor. Det skaber et bedre forståelsesgrundlag og gør det derfor nemmere, at skabe en dialog om hvilke ting modtageren kan gøre bedre på sigt. 

 

 

Implementering – at gøre brug af feedbacken

For at få mest mulig værdi ud af feedback, kræver det, at du gør det til en integreret del af kulturen i virksomheden. Det betyder, at der skal afsættes tid til implementering, så du som både leder og medarbejder kan gøre det til en integreret del af hverdagen. 

 

To vigtige faktorer spiller ind i at lykkes med feedback:

  1. Klar kommunikation: Sørg for, at den feedback-metode, I vælger, er en som bliver kommunikeret klart ud til alle i virksomheden. Den enkelte leder i hver afdeling eller hvert team skal sætte hver enkelt medarbejder ind i metoderne, så alle forstår præcis, hvad feedbacken skal bruges til, hvorfor, hvordan og hvornår man bruger feedbacken. Skab en retorik omkring det, som gør det naturligt og trygt. 

  2. Afsæt tid og prioriter: Brug feedback-metoden hyppigt. Naturligvis ikke bare for at gøre det, men så hyppigt som muligt i sammenhænge, hvor det giver mening. På denne måde gøres medarbejderne vant til at tage imod og give feedback. Det er fx rigtig godt at bruge til MUS-samtaler og andre medarbejderevalueringssamtaler, og gerne mere end en gang om året.

 

 

Skræddersy feedback-metoderne til jeres behov

Der er mange måder at give og håndtere feedback på, og hvad der virker bedst, afhænger af både virksomheden, den enkelte medarbejder og den konkrete situation. De to nævnte metoder er nogle af de mest kendte, men i mange tilfælde kan det være gavnligt, at I selv konstruerer en feedback-metode eller et system, der er skræddersyet til jeres specifikke behov. 

 

 

Key points

Skab grobund for en holdbar feedback-kultur ved at bruge konkrete metoder til at identificere, strukturere og systematisere feedbacken. Feedback bør være en naturlig del af medarbejderne og ledernes hverdag, da det kan føre til forbedringer i projekter og samarbejder, samt skabe en mere solid kommunikation og videndelingskultur. Husk at feedback ikke kommer af sig selv, selvom man har snakket om det et par gange. Det kræver implementering, vedholdenhed og konsistens. Du skal have det til at spille sammen med de processer og den kultur der allerede er på arbejdspladsen, og kræver ofte input fra en ekstern for at det kommer til at køre flydende. 

 

 

 

Få hjælp til hvordan din virksomhed benytter feedback, og hvordan det rette feedback-system bedst implementeres efter jeres behov. Kontakt mig for en uforpligtende snak.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload