Sådan bruger du co-creation i din udviklingsproces.

September 25, 2017

 Mange snakker om det, men få gør det. Involvering af dine kunder, leverandører og andre interessenter i udviklingsprocessen har mange fordele og kan skabe stor værdi. Så hvorfor involverer du ikke? Mange virksomheder vil ikke risikere, at processen kommer ud af kontrol, eller er nervøse for at høre deltagernes reelle tanker om projektet. Eller måske har de rent faktisk gode intentioner men ved ikke, hvordan involveringen skal gribes an. Derfor får du her nogle gode tips til, hvordan du kommer i gang med co-creation og brugerinvolveringen i udviklingsprocessen. 

 

 

 

Tidligere har jeg lagt vægt på vigtigheden af at undersøge og kigge nærmere på kunderne og markedet forud for udvikling af nye produkter og services - se denne artikel. Er du klar til at tage skridtet videre? Det er ikke nok bare at studere og undersøge dine kunder. Du skal også involvere dem i selve udviklingsprocessen, og det er her, co-creation kommer ind i billedet. Co-creation har nemlig en række reelle fordele, som brugerundersøgelser ikke kan prale af.      

 

 

Hvad er co-creation?

Mange tror, at co-creation og involvering er det samme som at fremvise prototyper af et nyt udviklet produkt til kunderne og herefter lade dem udpege lige netop dét produkt, som de helst vil købe. Men co-creation er meget mere end dét. Det er en forretningsstrategi og arbejdsproces, som skaber stort værdi for enhver udviklingsproces. Det handler ikke om at skabe for bestemte personer eller virksomheder, men om at skabe med de deltagende parter. 

 

Det offentlige har allerede luret fordelene og værdierne ved co-creation og involverer derfor i større grad borgerne og andre instanser i udviklingsprocesserne af nye brugersystemer, ændringer af byrummet og etableringer af nye sygehuse, hvor landets borgere netop er omdrejningspunktet. Den private sektor er knap så langt fremme med co-creation men indbyder af og til forbrugere som medskabere og udviklere i udviklingsprocessen af nye produkter og services. Hvis de er rigtige vovede, indbyder de måske også deres leverandører og andre vigtige interessenter. 

 

 

Hvorfor co-creation?

Når du involverer forskellige parter, også kaldet brugere i udviklingsprocessen, skaber du: 

  • Innovative idéer. Du har større mulighed for at skabe innovative idéer og løsninger, da du samler forskellige typer mennesker med forskellige baggrunde og udsyn. Desuden er det en perfekt mulighed for at blive inspireret og samarbejde med folk, som du ellers ikke er vant til.

  • Hands-on brugerindsigt. Du får brugbar information om dine brugeres behov i processen, som er vigtig for at kunne skabe og udvikle netop dén løsning, der imødekommer deres behov. 

  • Engageret udvikling. Du har større chance for at skabe ejerskab hos de involverede parter, hvilket gør, at de er engagerede og ivrige efter at hjælpe udviklingsprocessen på vej. Det gør, at du får dedikerede medlemmer med et højt bidrag til processen. 

  • Indirekte markedsføring. Ved at involvere andre end din virksomhed i udviklingen får du skabt ambassadører, der skaber uundværlig word-of-mouth og spreder budskabet om det nye produkt eller den nye service. Det er skabelsen af en autentisk og indirekte markedsføringskanal.

 

Sådan gør du

Hvis du som virksomhed gerne vil prøve at implementere co-creation i din udviklingsproces, kræver det, at du først og fremmest kigger på processen og vurderer, om den er fleksibel, åben, dialogskabende og tværfaglig. Er den ikke det? Så er første punkt på dagsordenen at skabe rum til netop disse faktorer, da de er succeskriterierne for co-creation. Læs mere om, hvordan du gør det i artiklerne her og her. Når det er på plads, kræver det, at:

  • Du specificerer, hvilke områder der skal co-creates. Det kan være udviklingen af et produkt, eller udrulningen og implementeringen af et nyt system. Det vigtigste er, at du ikke gør det for at gøre det, men rent faktisk kan se, hvordan det skaber værdi for din proces. 

  • Du identificerer dine co-creators. Det kan være en gruppe af forskellige typer personer som kunder, leverandører, interessenter eller andre. Afhængig af projektet vil gruppen bestå af minimum tre personer. 

  • Du opstiller kriterier for, hvordan din co-creation skal foregå. Samtidig er det en god idé at underskrive samarbejdsaftaler, da det skaber sikkerhed og retning for processen.

  • Feedback skal bruges gennem hele processen for at sikre det bedst mulige samarbejde mellem din virksomhed og de deltagende co-creators. 

 

Key points

Involvering og co-creation er en stor værdiskaber i din udviklingsproces, men det kræver, at du skaber de rigtige rammer og overvejer, hvorfor og hvordan du vil co-create, og ikke mindst hvem du vil co-create med. Hvis du vælger at kaste dig ud i co-creation, er der tonsvis af viden, værdi og forbedringer at hente til dét, du nu vil udvikle - det vil kun gavne din udviklingsproces. 

 

Kunne du lide artiklen og vil du have direkte updates når der kommer nye artikler og tips omkring innovation gennem mennesker, så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload